Fashion Tech morgendagens modeindustri?

Lars Rahbæk er designer og den ene indehaver af designvirksomheden Mojomoto, som arbejder i krydsfeltet mellem design og teknologi, herunder udvikling af virkelighedstro 3D-styles af tøjkollektioner.
 
”Hos Mojomoto oplever vi en stor interesse for digitale salgsprøver med kort leveringstid. Men det er kun en meget lille del af den store udvikling inden for Fashion Tech. Der sker rigtig meget i forhold til digitalisering og bæredygtighed, som begge er de helt store buzz words i modebranchen i øjeblikket,” forklarer Lars Rahbæk.
 
Men hvad er det egentlig for nogle teknologier, der dels er oppe i tiden, dels under udvikling, og som vil komme til at præge modeindustrien inden for den nærmeste fremtid?
 
 
AR (Augmented Reality)
Fra Instagram kender vi allerede de filtre, hvor du kan tilføre kaninører og andet sjovt til dit profilbillede. Det er dét, man kalder Augmented Reality. En kombination af det virkelige og det virtuelle. Det interessante er, at du typisk ser det gennem en skærm, modsat Virtuel Reality, hvor du har en hjelm på og er fuldstændig isoleret i den virtuelle verden. AR er en kombination, hvor du er til stede i dit eget miljø, men der kommer et virtuelt lag oven på.
 
Som et eksempel har Gucci lanceret et filter til Snapchat i form af en kampagne, hvor du kan prøve deres sko. Med telefonen peger du ned på dine fødder, og så vælger du et par sko. Herefter kan du ”se”, hvordan de klæder dine fødder – og hvordan de ser ud fra forskellige vinkler.
 
En fantastisk måde for modebranchen at lave markedsføring på nye styles og have interaktion med deres målgruppe på. – Og endnu bedre, hvis målgruppen begynder at dele billederne af det.
 
 
Snapchat filter fra GUCCI, hvor man kan prøve deres sko via AR. En fantastisk måde for modebranchen at lave markedsføring på nye styles og have interaktion med deres målgruppe. Du kan prøve AR løsningen fra GUCCI på dette QR linket.
Foto: Snapchat filter.
 
 
 
 
 
Avatar
Der findes forskellige typer avatars. Den ene er den individuelt udviklede virtuelle mannequin, som kan tilpasses fuldstændig nøjagtigt med specielle mål og udtryk, så det passer til et brands eget udtryk og measurements. Her kan der ligge en udfordring i at få bl.a. ansigtsudtryk til at fremstå så virkelighedstro som muligt. Derfor vælger mange enten at avataren fremstår gennemsigtig (ghost), så tøjet falder frit om modellen, eller som en mannequin, der har en særlig farve. Der er masser af muligheder – og til forskellige budgetter.
 
Man kan sagtens skræddersy en avatar, som afspejler de ønskede brandværdier, uden den har et levende udtryk.
 
 
Det er muligt at lave en avatar, som er så detaljerig og gennemført udviklet, at det ganske enkelt ikke er muligt at se forskel på, om det er en levende eller en virtuel model. Foto: 3D artist Victor Maiorino Fernandes
 
 
 
Den næsten ”levende” avatar
Der findes også den kostbare version. Det er en avatar, som er så detaljerig og gennemført udviklet, at det ganske enkelt ikke er muligt at se forskel på, om det er en levende eller en virtuel model. Det gode ved denne løsning er, at når først den er fremstillet, så har man selv alle rettigheder til den. Én gang for alle. Det er typisk de store, internationale brands, som er vant til at bruge i hundredetusindevis af kroner på dyre, internationale modeller, der vælger denne løsning.
I samme genre ligger muligheden for at skabe sin egen digitale photo location, i stedet for at flyve på photo shoot ét eller andet eksotisk sted i verden. Selv om det er kostbart at få udviklet disse løsninger, skal man jo holde det oppe mod, hvad en ”normal” fotosession koster.
 
 
Denim Project har fået udviklet deres egen brand avatar, som ses til venstre. Billedet til højre er et eksempel på, hvor tæt man kan komme på en virkelighedstro avatar. Foto: MOJOMOTO & Victor Maiorino Fernandes
 
 
 
 
AI (Artificial Intelligence)
Med kunstig intelligens har vi fat i noget, der rækker langt ind i fremtiden. Der er allerede opfundet en digital menneskelig stylist til privat brug. Her laver man en personlig avatar af dig, hvor proportionerne er rigtige og der er en stor genkendelighed.
 
Dér, hvor den kunstige intelligens kommer ind, er ved din digitale menneskelige stylist fortæller dig, hvilke tøj-items, du kan sætte sammen med de items, du allerede har i din garderobe, og hvor du kan købe dem. Den kunstige intelligens opererer ude på internettet, hvor den researcher på tendenser, trends og farvekombinationer. I øjeblikket eksisterer denne mulighed som en proto-tech, men det er et godt eksempel på, at man allerede er meget langt med at udvikle mulighederne for brug af kunstig intelligens også i fashion branchen.
 
Målrettet kollektionsudvikling = mindre spild
Inden for den nærmeste fremtid bliver det muligt at benytte kunstig intelligens i forbindelse med udvikling af nye kollektioner. Via kunstig intelligens vil man kunne samle oplysninger om, hvad der rører sig på Pinterest, Instagram, selfies og alle mulige fashion-platforme til at generere konkrete tendenser. Det interessante er, at man på denne måde er med til at bidrage til mindre spild, fordi man kan være meget mere specifik og rigtig i de kollektioner, man kommer ud med. Jo flere konkrete data, man kan indsamle, jo bedre vil man kunne ramme målgrupperne – og deraf mindre spild.
 
 
Med en menneskelig stylist, som er en personlig avatar baseret på AI, kan den sørge for at sammensætte dit tøj fra din garderobe, eller vise dig hvad der findes af nyheder på nettet. Foto: London’s Fashion Innovation Agency.
 
 
 
 
 
360° Showroom
360° showroom er websitebaseret og kan sammenlignes lidt med Virtuel Reality, men du har ikke en hjelm på. Via din skærm kommer du fx ind i et fashion showroom, hvor du kan manøvrere 360° rundt om dig – også op i loftet og ned. Du kan placere en række bøjler med styles langs den ene væg, og når du zoomer ind, kan du vælge den style, du gerne vil se nærmere på. Når du klikker på stylen åbner der sig enten en film, hvor tøjet vises på en rigtig model, eller også bliver stylen præsenteret digitalt. Det vil sige, at tøjet bliver præsenteret i et virtuelt rum, men du har oplevelsen af, at det er et rigtigt showroom.
 
I dag er der allerede et dansk fashion brand, NÜ, der er pionerer på området, og som allerede har fået udviklet en spændende løsning på et 360° showroom.
 
 
Med et 360° showroom får man en oplevelse af at bevæge sig i en fysisk butik/showroom. Foto: AdobeStock
 
 
 
 
CGI-avatar (Computer Generated Identity)
På nettet findes der en række 100% computerskabte personligheder. For eksempel Lil Miquela, som er en fiktiv figur og popstjerne med egen Instagram-profil og mere end 3 millioner følgere. Man kan godt se, at hun ikke er et menneske, men hun fremstår som en personlighed og hun er et medieværktøj, som folkene bag tjener styrtende med penge på. Lil har lavet reklame for de helt store brands som Prada og Gucci. Der findes også Grant-familien, som er en hel familie af modeller; kvinder og mænd, store og små, som matcher forskellige målgrupper.
 
Vanvittige muligheder for modebranchen
Disse CGI-avatars er interessante for modebranchen, fordi de har profiler og følgere, som er rigtige mennesker. De er en form for værktøj, som modebranchen burde studere nærmere, for der er vanvittige muligheder. Men det kræver både omhyggelig udvikling og et team, som er 100% dedikeret til at styre profilen – eller være mennesket bag.
 
 
Den computergenerede influencer, Lil Miquela har over 3 millioner følgere på Instagram. Foto: @lilmiquela - Instagram.
 
 
 
 
 
Holografisk Visning
Det er ikke kun i det store udland, at der er nye muligheder i støbeskeen. Hos Mojomoto er man i fuld gang med at udvikle en spændende idé til digital præsentation af enkelte styles eller hele kollektioner.
 
”Lige nu er vi fuld gang med at udvikle en præsentationsløsning, vi kalder Holografisk Visning. Det smarte er, at den hverken kræver briller eller andet udstyr. Vores model minder om en gammeldags telefonboks, hvor LED-skærme udgør alle fire vægge. Inde i den vises en avatar med tøj på. Det holografiske aspekt kommer ind ved, at du ikke ser det som en flad model. Du ser modellen fra alle vinkler og har dybden i det, som om der står et menneske inde i boksen.
Man kan også vise avataren med kun én skærm. Det betyder så, at avataren selv skal dreje rundt.
 
Progressiv og øjeblikkelig markedsføring
Skærmene kan bruges i showroom eller placeres ude i tøjbutikkerne. Forestil dig, at du i indgangspartiet til din butik har en skærm stående, hvor du selv styrer, hvilke styles, der skal vises. Du kan fx agere meget hurtigt på impulser og med et enkelt klik iklæde avataren det relevante item, som straks vises på skærmen, og på den måde lave en progressiv og øjeblikkelig markedsføring at et udvalgt item.
 
Holografisk Visning er stadig under udvikling, men vi kan se fantastiske muligheder – og her har vi igen en løsning, hvor digitalisering og bæredygtighed går hånd i hånd,” slutter Lars Rahbæk.
Holografisk visning fra alle fire vinkler. Giver en naturlig oplevelse af tøjet i 1:1 størrelse. Foto: MOJOMOTO
 
 
 
 
Kontakt Lars Rahbæk på tlf. 21 63 42 43 for at høre mere om Fashion Tech og Mojomoto.